Haderslev Bibliotek

Haderslev Bibliotek fylder 100 år

Af sola
27.10.21
I Haderslev åbnede i november 1921 "Folkebiblioteket for Haderslev By og Amt", som fik til huse i Jomfrustien 20. 100 år er gået og meget er sket siden bibliotekets spæde start på 155 kvadratmeter.

For 100 år siden var et bibliotek udelukkende en bogsamling. Bøgerne stod på snorlige rækker i sirlige systemer og bibliotekarernes opgaver var noget anderledes end idag. Men allerede den 5. marts 1920 skete der noget. Vi fik en bibliotekslov, der bekendtgjorde, at det nu var bibliotekernes opgave at udbrede "kundskaber og almindelig oplysning", altså at hjælpe med at danne befolkningen og sikre fri og lige adgang til bøger og viden. 

Med baggrund i Genforeningen 1920 og den første bibliotekslov herhjemme samme år blev “Folkebiblioteket for Haderslev By og Amt” indviet den 10. november 1921 i ejendommen Jomfrustien 20, hvor biblioteket lejede sig ind i de 2 nederste etager.

Det var Biblioteksforeningen i Haderslev stiftet i januar 1921, der banede vejen for et selvejende bibliotek i Haderslev - en status der varede frem til 1963, hvor biblioteket blev kommunalt.

I perioden 1926-1972 havde Biblioteket i Haderslev status som Centralbibliotek for amtets biblioteker.

Bogsamlingen voksede og biblioteket kæmpede med pladsmangel, derfor  placerede man flere afdelinger andre steder i byen - det  gjaldt avisstuen og børnebiblioteket, der flyttede til Gammelting 5 og skønlitteraturen, der fik plads i nabobygningen.

Natten mellem den 19. og 20. september 1944 udførte en tysk sprængkommando sabotage mod det velansete varehus Hundevadt i ejendommen Bispegade 15-17, og i nattens løb nedbrændte ejendommen totalt.

I 1947 påbegyndtes opførelsen af en nybygning Bispegade 15-17. Det nye varehus blev indviet den 19. april 1949. Den 10. oktober 1972 måtte A. Hundevadt lukke, og den 20. januar 1975 kunne Haderslev Bibliotek åbne i det tidligere varehus.

I samme periode flyttede desuden Historisk Arkiv ind i bygningen i Bispegade.

I 1988 gik Haderslev Bibliotek online og det blev starten på en omfattende digitalisering af biblioteket de næste mange år.

Det store kartoteksmøbel med skuffer og kartotekskort, der udgjorde registreringen af bibliotekets bogbestand og havde en central placering midt i udlånet, måtte lade livet til fordel for stadig flere computere, der gjorde deres indtog.

I 2002 blev en stor tilbygning til den gamle biblioteksbygning indviet og taget i brug med indgang ud mod Haderslev Dam - den hidtidige indgang lå i Gågaden.

Samtidig flyttede Aktivitetshuset ind på adressen Bispebroen 3 - Kulturhuset Bispen omfattede nu både bibliotek, aktivitetshus og Historisk Arkiv.

Haderslev, Vojens og Gram Bibliotek blev i 2007 sammenlagt til ét biblioteksvæsen - Haderslev Bibliotekerne. Forhåbentlig oplever du på Haderslev Bibliotekerne et moderne folkebibliotek, der som en del af din hverdag sikrer viden, fællesskab og deltagerkultur, når vi hver eneste dag gør vores ypperste for at tilbyde dig aktuelle, underholdende og innovative bibliotekstilbud.

I de 100 år er Haderslev Bibliotek blevet ledet af :

Vald. Lauritzen 1921-22

E. Ebstrup 1923-1938

T. Glahn 1938-1946

Th. Hildebrandt (1946-1974)

Krista Lyngby (1975-1990)

Per Månson(1991-2018)

Lotte Leth Sørensen (2019-

 

 

Materialer