Klimafiktion - nye landskaber og livsformer i litteraturen

Af sola
05.10.21
Den forandrede natur danner nye landskaber og livsformer i litteraturen

Naturen kalder

Cli-fi, sci-fi. Klimafiktion, naturlitteratur. Kært barn har mange navne. Men sandheden er at stakken af romaner om klimaforandringernes betydning for vores nærmeste fremtid vokser. Den forandrede natur danner nye landskaber og livsformer i litteraturen.

Highway to hell

Litteraturen kridter banen op. Den viser os de værst tænkelige scenarier for, hvad den nærmeste fremtid bringer. Især hvis vi ikke hurtigst muligt sætter forbruget ned og laver en hård håndbremsevending på den brede vej mod den sikre undergang. 

Hvad gør vi nu , lille du?

Skønlitteraturens store styrke er at den kan bringe spændende "hvad nu hvis" scenarier ind i handlingen. Hvad sker der med os, hvis de teknologiske fremskridt får menneske og maskine til at blive et? Kan genforskningen få mennesker og planter til at vokser sammen? Skal vi i nærmeste fremtid bo i store vådområder fordi polerne smelter? Står vi i værste fald med en ødelagt planet, som vi må forlade for at lede efter et nyt sted at bo?

Der er ingen planet B

Kort sagt: Er der et håb? Kan skønlitteraturen lære os at leve med naturen i stedet for mod naturen eller længes vi for stærkt mod naturkatastrofer og pludselig død? Svaret blæser i vinden. For som både blomsterbørnene og miljøforkæmperne siger: Der er ingen planet B.

Klimalitteratur til de modige

Charlotte Weitze: Rosarium
Eventyrlig og vidtvoksende slægtsroman om Johanne og de to døtre Lilly og Viola. Vi møder også pigen Esther, der har slået rod i skoven. En anderledes roman om naturens, cellernes og ikke mindst kærlighedens kræfter. For læsere af moderne litteratur

Charlotte Weitze: Den afskyelige
I en ikke så fjern fremtid, truet af klimaforandringer møder 22-årige Heidi Kenneth, som er abnormt høj og døjer med øget svedproduktion. De forelsker sig og flytter på landet for at blive co2-neutrale og selvforsynende, men spørgsmålet er hvor langt mennesket vil gå for at redde sig selv eller verden

Gurli Marie Kløvedal: Hundehjerte
Science fiction. Forskeren Elin skal videreudvikle en robothund, som reagerer på Elins følelser via en chip hun får indsat i armen. Opgaven fører hende til New York, hvor hun bliver venner med Shanay, der kæmper for sortes rettigheder. Det bliver et skelsættende venskab for begge kvinder

Olga Ravn : De ansatte
Science fiction. På det sekstusinde skib består besætningen af mennesker og menneskelignende ansatte. De har fået en række nye genstande om bord fra planeten Nyopdagelsen som de skal passe på, men besætningen begynder at udvikle dybe foruroligende forbindelser til disse genstande

Jeff VanderMeer: Udslettelse 
Fire kvinder udgør den 12. ekspedition til det lukkede Område X. Tæt på deres base camp finder de en underjordisk nedgang, og snart står valget mellem mutation eller udslettelse

Maja Lunde: Blå 
Fremtidsfortælling om menneskelige svigt og om konsekvenserne af klimaforandringer og tørke i Europa

Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle
En ung kvinde er alene tilbage i verden. Selv Or, som har passet på hende, siden hun var lille, er væk. Nu er fuglene på himlen det eneste, der fylder hendes liv - dem og den daglige overlevelse

Jonas Eika: Efter solen
Noveller om en række personer, der, vidende eller uvidende, deltager i afviklingen af denne verden og i forberedelsen til den der skal komme

Kassandra Montag: Efter syndfloden
Fremtidsroman, hvor jorden er oversvømmet og kun bjergtoppe beboelige. Myra og hendes lille datter sejler rundt i Nord- og Sydamerika i jagt på mad og søgen efter Myras anden datter, som forsvandt for år tilbage. Pirater, sygdom og storme gør sejladsen livsfarlig

Greta Thunberg: Ingen er for lille til at gøre en forskel
Samling af den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs (f. 2003) historiske og mest banebrydende taler i Europa og USA i perioden 2018-2019

Materialer