
Nu kan du låne discs til discgolf på biblioteket
Det er nu muligt at låne discs på Haderslev Bibliotekerne, så du kan tage din familie og venner med ud på de mange discgolfbaner i kommunen. Banen i Vojens er faktisk den eneste danske discgolfbane, som er placeret i top-100 over de bedste baner i verden i 2022, ifølge discgolfappen Disc.
Spillet går kort fortalt ud på, at du fra et startsted skal bruge så få kast som muligt på at få discen til at lande i de specialdesignede kurve. Alt du skal bruge for at spille discgolf er en disc til at kaste med og en bane at spille på.
Udlånet af disc fungerer på næsten samme måde som udlånet af vores bøger:
- Du skal være oprettet som låner.
- Du kan låne discen i 14 dage.
- Discen kan lånes, i vores betjente åbningstid og afleveres på vores tre biblioteker i Haderslev, Vojens og Gram.
- Afleveres discs for sent, så kommer der normale gebyrer på. Mistes discen, så er der et erstatningskrav på 150 kr.
Desværre kan vi ikke vejlede dig i hvordan man spiller disc golf. I stedet finder du her på hjemmesiden en række links som forhåbentligt kan sende dig i den rigtige retning.
- Har du brug for hjælp til at finde banerne, finde de enkelte huller og registrere din score, så kan du bruge appen U-disc, som kan downloades gratis i din app-store.
- Vil du gerne være en del af et fællesskab, træne og spille sammen med andre, så tjek den lokale discgolf klub ud: Æ Disc Golf Klub 6100 – disc golf i Haderslev (dgk6100.dk)
- Har du brug for en grundlæggende vejledning om spillet og dets regler, så kig på hjemmesiderne for de firmaer der sælger disc golf udstyr i Danmark. Vi må ikke reklamere for dem her.