strik

Trendy strik

Af antj
26.02.20
Er du glad for at strikke i fritiden? Bliv inspireret af tidens trends og gå på opdagelse i bibliotekets mange lækre strikkebøger.

Lad dig inspirere af nogle af de nyeste bøger indenfor strikning og få samtidig vores bud på, hvad der hitter i øjeblikket. Strikning er også påvirket at samfundets helt store emner såsom klima, genbrug, økologi og bæredygtighed. 

I øjeblikket ser vi en tendens til at kigge tilbage på tidligere tiders strik: tage det bedste derfra og tilføje det et nutidigt tvist i form af nye farver eller små ændringer i mønsteret. Det ses især i de store, tykke strikketrøjer populært kaldet islændere. Vivian Høxbro har udgivet to bøger med historisk strik og forslag til at anvende mønstrene til smart, moderne strik: ”Strikkebog fra før og nu” og ”Danske stjernetrøjer”.

Vores tilhørsforhold til de øvrige nordiske lande afspejler sig tydeligt i Vibeke Linds ”Strik med nordisk tradition” fra 1981, men er genudgivet flere gange, senest i 2013. ”Inspirerende norske strikkemønstre”, ”Strikkesaga” og ”Koftearven” er andre rige inspirationskilder.

Og så strikker vi sjaler som aldrig før. Internationale Stephen West har med sine 3 sjalsbøger (westknit – bestknit) sat nye standarder for, hvad der kan lade sig gøre inden for den genre. Stærkt forfulgt af den mere traditionelle norske Bitta Mikkelborgs ”Sjal og skjerf: strikking hele året” og danske Sisse Chytræus ”Sisse's hæklede sjaler”.

Det er atter blevet meget hot at strikke til babyer og børnebørn, hvilket afspejler sig i mange udgivelser. Danske designs kan ses i bøger fra Susie Haumanns ”Det fineste: babystrik 0-18 mdr”, ” Baby it's cold outside”, ”Warm knit for cool kids, 2-8 år” og Lene Holme Samsøs ”Babystrik”. Trine Frank Påskesen, Mette Hvidtved og ”Klompelompe” strikkebøgerne giver varme og festlige forslag til de mindste.

Det bæredygtige viser sig ved, at vi nu strikker vores egne bomuldskarklude, gæstehåndklæder og vaskeklude i stor stil. Her er der utallige inspirationskilder og nævnes skal en af de første og største kludestrikkere Bitta Mikkelborgsog danske Karen Predbjørn Klarbæks ”Karen Klarbæks klude - og gæstehåndklæder” og Gitte Gades ”Strikkede klude fra A til Ø”.

Oprindeligt skrevet af Anne-Birthe Hansen, Aalborg Bibliotekerne.