Faglitteratur
”Om transparens og andre essays” er skrevet af nu afdøde arkitektur- og idéhistoriker Carsten Thau.
Bogen indeholder 19 essays og dens lineære formelle struktur følger tre hovedafsnit: Figurer, interventioner og transparens og intransparens. Og for hvert hovedafsnit knyttes underafsnit der gennemlyser og reflekterer over begreber og elementer indenfor arkitektur, knytter arkitektur med idéhistorie, aktør med kulturhistorie mv.
Bogens hovedafsnit og underafsnit udspænder et livligt ”rum” hvori Thau bevæger sig ved nedslag - fra essay til essay - for at indramme udvalgte begraber, fænomener og sammenhænge i kulturhistorien. Som for eksempel: Figurer og Opstigning til Akademiet, Interventioner og Gaden i drømmefabrikken og Transparens og intransparens og Lukket og slukket.
I essayet Opstigning til Akademiet er trappen som del af et system og fænomen i hovedrollen for Thaus refleksioner. Og trappen eller trapperummet fører mange steder hen. Et sted skriver Thau at "Trappen udgør uden sammenligning det mest dramatiske bygningselement". Så efter en funktionel og geografisk beskrivelse - overgange, oppe og nede osv. - omkring fænomenet trappe - overstiger Thau trappens materielle beskaffenhed til trappens symbolske indlejring og som visuelt virkemiddel. I film, det løbende og klippede billede, træder trappen frem som noget faretruende og fatalt som i Sergei Eisensteins Panserkrydseren Potemkin, Alfred Hitchcocks Vertigo.
I billedkunsten fremhæver Thau trappeelementet i Giovanni Battista Piranesis trykserie af fængselsfantasier, der på foruroligende måde synes rumligt, uendeligt og dystre. Eller tænk lige en gang på det magiske trappesystem på Hogwarts Sole i J.K. Rowlings romaner om Harry Potter. Og sådan reflekterer og formidler Carsten Thau vidt og bredt om trappen.
Bogen kan varmt anbefales. Thaus´ måde at skrive og reflektere på gør, at læseren selv kan træde ind i stoffet, og ved egne iagttagelser, erfaringer og viden bidrage yderligere. Thau skriver åbent, inspirerende og læserinddragende.
Anmeldt af Henrik Barsøe Jensen/Biblioteket
”Du er ikke f**ked, du er bare ung – en uperfekt guide” – Julius Mygind
Føler du dig ikke god nok, som du er, er du bagud i skolen, orker du ikke din familie? Bare rolig – du er ikke alene!
I sin sjove, rørende og uperfekte guide til ungdommen deler Julius Mygind ærligt og generøst ud af sine egne erfaring og tanker. Du får alt det, som Julius selv savnede at vide, da hans ungdom rullede afsted.
Julius Mygind kæmpede i sine teenageår med depression, mindreværd, ensomhed og stofmisbrug. Oplevelserne har sat sine ar, men Julius Mygind vil dele sine oplevelser, så unge ikke skal føle de står alene med deres problemer.
Bogen er henvendt til unge, der gerne vil blive klogere på sig selv, men bogen kan også læses af forældre, der ønsker indblik i unges liv i dag.
Hvis bogen falder i din smag, så er der også mulighed for at se et foredrag med Julius Mygind den 21. februar 2023 på Bispen Kulturhus: DU er ikke f**ked- Du er bare ung. Foredrag ved Julius Mygind | Haderslev Bibliotekerne
Anmeldt af formidler Søren Gjesse
”Katastrofer og hvad de kan lære os om os selv” - Lauta, Kristian Cedervall
Katastrofer er måske ikke det mest opløftende emne at læse om, mens vores verden og hverdag er blevet presset af stigende priser, krig i Europa og klimakrise.
Ikke desto mindre er katastrofer og kriser en del af menneskets liv på jorden, og derfor skal vi lære at leve med dem og drage erfaringer af dem, som kan gøre os stærkere og klogere, så vi kan takle fremtidens katastrofer.
Juraprofessor og ekspert i katastroferet, Kristian Cedervall Lauta, giver i denne bog sin analyse af hvordan mennesker og samfund reagerer på og i katastrofer.
Kristian Cedervall Lauta beskriver det selv sådan: ”Katastrofer er indlejret i, og resultatet af, alle de beslutninger vi tager, i vores måder at organisere os på, og i måden generationer før os har tænkt, besluttet og gjort. I stedet for at betragte katastrofer som ødelæggelse og tab har denne bog en anden historie at fortælle.”
Bogen er vigtig, skræmmende og tænkevækkende læsning som peger på fremtidens store udfordringer for samfundsudviklingen her på Jorden.
Anmeldt af Formidler Søren Gjesse
En rejse der ikke blot vil føre dig igennem Europas lande, men også deres kunst- og kulturhistorie.
Den unge og usikre Andreas bliver på sin rejse ikke kun klogere på sig selv, men bliver undervejs også klogere på livet og hvad det vil sige at være et menneske. Med sig på sin rejse har Andreas et manuskript skrevet af sin farmor. Manuskriftet introducerer ham og læseren for 6 forskellige måder at iagttage mennesket på: Det biologiske menneske, det fornuftige menneske, det følsomme menneske, det sociale menneske, det troende menneske og fremtidens menneske. Med udgangspunkt i disse menneskebilleder præsenteres Andreas og læseren for de store filosoffer og videnskabsfolk i den europæiske kulturhistorie.
Så vil du blive klogere på, hvad det vil sige at være et menneske? Så hop på toget sammen med Andreas i denne fængende og lærerige bog.
Anmeldt af Formidler Louise Vistisen
Kvinder er underrepræsenterede i historiebøgerne. Det har Gry Jexen sat sig for at gøre noget ved. Derfor har hun skrevet: Kvinde kend din historie (og lavet podcasten af samme navn)
Her gennemgår hun vigtige kvindelige figurer gennem historien. Inddelt i kategorier som uddannelse, arbejde, at få børn, sport og ægteskab og parforhold. Selvom det lyder som en tør omgang bliver det ikke kedeligt og man sidder flere gange med en AHA følelse.
Hun skriver blandt andet om Inge Lehmann som var den første i verden til at hævde at jorden havde en fast og ikke flydende kerne. Ingen af mændene troede på hende, men hun havde ret.
Ane Cathrine Andersdatter som var den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark. Hun blev henrettet for at slå sine tre børn ihjel lige efter fødslen. Hun var en fattig tjenestekvinde som vidste hun aldrig ville kunne tage sig af børnene som enlig mor.
Nina Bang som var den første kvindelige minister og første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Hun var socialdemokratisk undervisningsminister.
Elise Sørensen, som var sygeplejerske, der opfandt kolostomiposen. Det gjorde hun efter at hendes søster fik en kolostomi og hun så, hvor ukomfortabel hun var ved at gå ud, fordi der endnu ikke var fundet en god løsning på problemet med, hvor afføringen endte henne.
Og
Emilie Sannom som var stuntkvinde i dansk filmhistorie. Hun lavede kun stumfilm og i disse balancerede hun blandt andet på vingen af fly – uden nogen form for sikkerhedsline.
Hærdet er fortællingen om Rene fra nordjylland som drømmer om arbejde i politiet. På trods af at hans højde ikke rækker, formår han alligevel at komme ind. Her ender han i narkopolitiet og han får da også en specialuddannelse ved FBI.
I denne bog beskriver han med ord og billeder, hvordan hans liv som narkobetjent udfolder sig. Der fortælles om konkrete sager og om, hvordan man i politiet har løst sagerne. Nogle gange må man som politibetjent gå på kompromis med sine egne principper og balancere på kanten af loven for at fange, hvad Rene kalder banditterne.
Renes karriere stopper brat, da han i 2018 bliver dømt for at have stjålet to lamper fra politigården.
Bogen er velfotalt og man kan ikke lade være med at lade sig rive med, når man føres ind i den kriminelle underverden og får fortællinger fra et liv de færreste kender til.