Claus Deleurans bredt fabulerende Danmarkshistorie er nu nået op i nærheden af den historiske tid i Danmark, og det betyder, at vores eget land denne gang har en noget mere fremtrædende rolleend i de foregående bind. Fremstillingen giver dog stadig plads til talrige digressioner i såvel tid som rum, og læseren præsenteres således for både Attila, Muhamed, Shakespeare og Hitlerundervejs i beretningen. Men primært er det de danske sagnkonger, der optræder i den historiske gennemgang, som også gør en del ud af at granske i myterne om Beowulf, Nibelungen, m.v. Sidstnævntesagn giver f. eks. anledning til en ekskurs om Wagner, Tolkien, dungeons & dragons, mm., og sådanne sidespring illustrerer ganske godt Deleurans polyhistoriske indfaldsvinkel til sit stof. Detidligere binds tæt komprimerede billedsider er i halvdelen af det nye album afløst af en noget luftigere sideopbygning, som klæder Deleurans detaljerede tegnestil udmærket. Man kan stadigspekulere over, hvem målgruppen er foren fremstilling, der veksler mellem uhøjtidelige tegneseriereferencer og sider, der er som klippet ud af en vejviser over Nationalmuseets samlinger.Udlånsbilledet på mit eget bibliotek giver imidlertid et helt entydigt svar på problemet: Deleurans Danmarkshistorie lånes så godt som udelukkende af voksne