København hed Katrine Marie Guldagers prisbelønnede novelle-debut fra 2004. Scenen er stadig København, men i denne opfølger krydses eller flettes der, som titlen antyder, til Afrika, hvor flere af novellerne udspiller sig. Det er et overbevisende, frysende univers, Guldager tegner. Menneskene agerer i samme huse, i samme rum, men de når ikke hinanden. I "Dreng i Dar es Salaam" må den sorte tjenestepige lade sig udnytte seksuelt for måske at kunne beholde sin søn, mens hendes kvindelige, hvide arbejdsgiver er ved at planlægge et middagsselskab, og det, der måske kunne være blevet kontakt mellem de to sfærer, bliver fornægtet. I "En adskilt person" er en mand flyttet ind i sin afdøde brors lejlighed for at rydde op. Han genoplever fortiden, mens han bærer ting til containeren; det viser sig, at han har været optaget af tømningen i en måned - og: "Han frygter at han aldrig kommer derfra". Historierne fortælles i en neddæmpet stil men med formuleringer, der pludselig kan ramme som knytnæveslag som i "Hjemkomst", hvor det hedder: "Han smed sig i en ruskindssofa, der var plettet af vin, sæd og menstruationsblod. Han faldt i søvn og drømte, at han slog nogen ihjel". Guldager brænder igennem. Anvendelse som forgængeren og fx Pia Juuls noveller