Lektørudtalelse

Forfatter: Niels Pinholt

Roth har mere end 20 romaner bag sig. Selv om nogle af hans trofaste læsere i denne bog vil savne hans sædvanlige maniske iver, humoren og de mange sexscener, så fat mod! For Amerikansk Pastorale er en af hans allerbedste, - et uendeligt tragisk og gribende dokument om Amerika i 60'erne og 70'erne, da idyllen krakelerede både politisk, moralsk og i familiemønstrene. Seymour Levov, en velstående jødisk forretningsmand og familiefar, ser sin tilværelse falde sammen, da hans eneste datter, Merry, som 16-årig bliver bombeterrorist med dødsfald i lokalsamfundet til følge. Merry flygter og holder sig i årevis i skjul for myndighederne. Facaden skal holdes for enhver pris, men Seymour er på evig jagt efter Merry og svarene på sit "Hvorfor"? Gik det hele galt, den dag Merry som 11-årig tryglede faderen om at kysse hende, som han kysser sin kone, og han gav efter? Eller er den kiksede pige offer for ambitionerne hos sin mor, der er ex-skønhedsdronning? Er hun manipuleret ind i et politisk ragnarok i dønningerne af Vietnam-krigen? Eller er der en helt 4. forklaring. Bogen er langsom, til tider næsten omstændelig, men intet af de mange sidespring er overflødigt i den stramt komponerede roman. Det er på en og samme tid en historisk saga, en samfundsskildring, en slægtskrønike og en passionsfyldt historie om ulykkelig kærlighed, der fortjener meget mere end disse få linier Læs den!