Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Genudgivelse af Katherine Manfields noveller med klassikerstatus fra 1920'erne. 15 noveller af meget forskellig længde med fokus på beskrivelser frem for handling. For litterært interesserede voksne

Beskrivelse

Novellesamling, der udspiller sig primært i New Zealand og London blandt mennesker af en ret høj socialklasse. Hovedpersonerne er både kvinder og mænd, unge som gamle. Novellerne er psykologiske og beskrivende, og har ikke fokus på handling. Sindets oplevelser, naturen og stemninger er i højsædet. Emnerne er fx køn, kærlighed, rejser, livets overgange, sorg og død. Indeholder forord af Ida Jessen

Vurdering

Disse noveller er som musik - man bliver fanget af stemninger og beskrivelser. Forfatterens brug af impressionistiske virkemidler er imponerende. Der foregår mere under overfladen, og de lange beskrivelser og ikke mindst antydninger er et stærkt virkemiddel. Som læser trækkes man direkte og overraskende ind i hovedpersonernes univers fx denne indledningsreplik: "Ugen efter blev en af de travleste uger i deres liv". Novellerne er krævende og ikke handlingsfokuserede

Andre bøger om samme emne

Blandt danske forfattere er Christina Hesselholdt og Ida Jessen inspirerede af Mansfields novellekunst. Fx: Selskabet. Den tidligere udgave fra 1989 Havefesten indeholder kun 9 noveller og har et bedaget udseende