Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Marlene Jørgensen

Kort om bogen

Anna og syv hotelgæster strander på den skotske ø Rum. Alle har hemmeligheder, og snart viser det sig, at en af dem er morder. For læsere af psykologiske thrillere og puslespilskrimier

Beskrivelse

Vi møder Anna, der har været involveret i en forfærdelig ulykke, der har medført søvnløshed, mareridt og dårlig samvittighed. Hun forsøger at flygte fra fortiden og tager et job på et hotel på den afsidesliggende skotske ø Rum. Men netop som hun skulle til at starte på en frisk, tjekker syv gæster ind på hotellet. Efter en voldsom storm strander de alle på hotellet, og der begynder at ske underlige ting. Det står snart klart, at en af de syv gæster er morder og har kig på Anna. Men hvem er det?

Vurdering

Søvn får man ikke meget af, mens man læser denne bog. Den er så spændende, at den er svær at lægge fra sig. Sproget er letlæseligt, og springene mellem synsvinkler fungerer rigtig godt. Typisk puslespilskrimi, som vi kender det fra bl.a. Agathe Christie, dog en noget mere uhyggelig en af slagsen

Andre bøger om samme emne

En anden puslespilskrimi, hvor en gruppe også er forsamlet med en morder iblandt, er Maria Langs Morderen lyver