For studerende på de gymnasiale uddannelser
Bibliotekets tilbud for gymnasiestuderende
Biblioteket møder alle gymnasiestuderende fra Haderslev Katedralskole og Det Blå Gymnasium to gange i løbet af deres studietid.
Escape the Library
I det første studieår deltager alle klasser i konceptet, Escape the Library. Konceptet henter sin inspiration fra Escape Rooms, hvor deltagerne har 60 minutter til at løse en række gåder. I Escape the Library foregår gådeløsningen på biblioteket, hvor de studerende, gennem samarbejde og leg, blandt andet lærer klassiske bibliotekskundskaber som informationssøgning.
Introduktion til informationssøgning
I det sidste studieår modtager de studerende undervisning i informationssøgning, som led i deres skriveproces til den store skriftlige opgave.
Med disse to tiltag klæder vi de studerende på til selv at kunne begå sig på et bibliotek og til selvstændigt at kunne søge kvalificeret information, både fysisk og digitalt.