Personalet anbefaler bøger

Romaner, biografier og fagbøger for voksne

Linn Ullmann - Pige, 1983 

Vinteren 1983 rejser en ung 16-årig pige fra New York til Paris for at forfølge sin drøm om at blive fotomodel. Forinden har hun mødt modefotografen A, der lokker med en forside på franske Vogue, hvis hun tager med ham til Paris. Forholdet mellem den unge pige og den 30 år ældre fotograf udvikler sig og de indleder et seksuelt forhold. 

Næsten 40 år senere ser den 55 årige kvinde tilbage på sit yngre jeg og den episode, der skete i Paris. Først nu forstår den kvindelige hovedperson, at hændelsen fra dengang har forfulgt hende siden og sat dybe spor. Der er en konstant søgen efter at finde og forstå sig selv, ved at se tilbage på sit liv og forbinde fortiden med nutiden. 

Ved at skrive det der skete, ved at fortælle historien så sandfærdig som jeg kan, forsøger jeg at samle dem i én krop - kvinden fra 2021 og pige fra 1983. Jeg ved ikke om det er muligt”.  

Romanen er en autofiktiv fortælling fortalt i en flimrende og fragmenterende skrivestil. En fremragende og fængende erindringsroman, der forsøger at fortælle noget af det allermest hemmelige og berører store og sårbare emner som overgreb og MeToo. 

Anmeldt af kulturformidler Louise Vistisen 

Daniel Kahneman - At tænke - hurtigt og langsomt 

At tænke - hurtigt og langsomt er en international bestseller, der giver et spændende indblik i den menneskelige bevidsthed og i vores måde at tænke på.  I bogen bliver læseren præsenteret for de to systemer, der driver den måde, vi som mennesker tænker på. System 1, der er den hurtige, intuitive og følelsesdrevne måde at tænke på. System 2, der er langsomt, rationelt og logisk. Bogen er derudover fyldt med øjenåbnende og sjove cases, der belyser, hvordan den menneskelige hjerne fungerer og hvordan vi er styret af forskellige bias, der er de systematiske fejl, vi rent intuitivt begår. 

Vidste du f.eks., at selv garvede dommere idømmer længere fængselsstraffe, hvis de kort forinden domsafgørelse har slået et højt antal øjne med et par terninger. Og faktisk vil du efter at have tænkt “beskidte tanker” have mere tendens til at købe sæbe og andet rengøringsmiddel.

Forfatteren bag bogen Daniel Kahneman er Israelsk-amerikansk psykolog og matematiker. I 2002 fik han Nobelprisen i økonomi for sin banebrydende teori om, hvordan vi foretager vurderinger og træffer beslutninger. 

At tænke - hurtigt og langsomt er en tankevækkende bog, der vil få dig til at tænke over, hvordan du tænker. 

Anmeldt af kulturformidler Louise Vistisen 

Bonnie Garmus – Kemi for begyndere

Elizabeth Zott er en kvinde med ”kemi i blodet” i 1950-/1960ernes USA, hvor ligestillingen mellem kønnene og respekten for kvindelige forskere/kemikere som Elizabeth er præget af datidens kvindesyn.

Den højbegavede kemiker kender til både overgreb, jalousi og uretfærdighed fra det andet køn – og får da også stjålet sine forskningsresultater på Hastings Forskningsinstitut.

Men modige og selvstændige Elizabeth kæmper videre – hun møder kærligheden i form af Calvin Evans, som er kandidat til Nobelprisen i kemi. De to outsidere har kemi som passion… og snart flytter de samme. Calvin vil gerne giftes, men Elizabeth vil ikke.

Få år senere er Elizabeth alenemor og fyret fra sit arbejde.

Elizabeth er god til at lave mad – og hun bliver helt tilfældigt tilbudt at være kok/vært i tv-madlavningsprogrammet ”Vi spiser klokken 6”. Af nød takker hun ja, men er seererne klar til Elizabeths måde at lave mad på? For også i madlavningen tænker Elizabeth som en kemiker og samtidig udfordrer hun kvindernes position som husmødre.

”Kemi for begyndere” er en flot debutroman med seriøse, rørende og sjove øjeblikke

Anmeldt af bibliotekar Kirsten Vest Sørensen

Boganbefalinger fra Rosé & Romaner 

Find hele litteraturlisten fra Rosé & Romaner her: