Litteratur

K-healing, katte og katastrofer: Tendenser i japansk litteratur

Af Stine

Litteraturen går til Japan. Og det er noget af en tur. Den japanske litteratur er præget af naturkatastrofer, puslespilsmysterier og magisk realisme - og så kan du nærmest ikke finde en japansk bog i dag, uden der er en kat på forsiden. Men hvad er det med den kat?

Japansk litteratur

"Honkaku" - puslespilskrimier

Den japanske forfatter Tarō Hirai (under navnet Ranpo Edogawa) (1894-1965) var den første til at bringe honkaku-genren på banen i den japanske litteratur. I honkaku er spillet mere åbent og regelbundet end i klassiske krimier og moderne thrillere: Der kommer ikke pludselige nye gerningspersoner ud af det blå, og centrale spor bliver ikke gemt til sidste side. Det betyder, at alle nødvendige informationer findes i teksten fra begyndelsen. Spor, motiver og mistænkte er vævet ind i handlingen, så læseren får en reel mulighed for selv at opklare mysteriet side om side med detektiven.

Naturen og mennesket: Katastrofelitteratur

Japanernes tætte forhold til naturen er et tema, der går igen i kunst og kultur mange år tilbage. Den japanske litteratur rummer en bevidsthed om, at naturen både kan være smuk, harmonisk og rolig - men også vild og uforudsigelig. Jordskælv og vulkaner er en del af livsvilkårene i Japan, og det har præget forståelse af tilværelsen som skrøbelig og foranderlig. Denne tanke – ofte beskrevet med begrebet mujo, at intet er permanent – går igen i både klassisk og moderne litteratur, blandt andet hos Haruki Murakami. 

 

K-healing

K-healing - eller "Korean Healing Fiction", som det er en forkortelse af - er kendt fra Korea og Japan og er nu også ganske udbredt i Europa. Trenden fokuserer på hjertevarme feel good-fortællinger, der finder sted i hverdagslige omgivelser uden alt for dramatiske og konfliktfyldte plots - og så er der ofte en kat involveret.

Katten taler ind i den rolige, hjemlige og hyggelige stemning, som læseren kan flygte ind i, og som, ja, kan virke decideret helende, når verden udenfor raser lidt for voldsomt.

Japansk litteratur

Haruki Murakami - mellem virkelighed og det hinsides

Haruki Murakami har i høj grad været med til at sætte moderne japansk litteratur på verdenskortet, og hans bøger er læst og oversat verden over.

I hans forfatterskab bevæger karaktererne sig ofte mellem den virkelige og en mere uvirkelig verden, hvor grænserne kan være svære at få øje på. Katte, musik og ensomme hovedpersoner går igen – elementer, der giver fortællingerne en særlig genkendelig stemning.

Murakami har også beskæftiget sig med katastrofer i det moderne Japan, blandt andet i Efter skælvet og Underground. Fælles for hans værker er en optagethed af det menneskelige – og af de skjulte lag, der findes under overfladen af det hverdagslige.

Japan og Korea

Den japanske kolonisering af Korea fra 1910 til 1945 har sat dybe spor i både landenes historie og litteratur - en tid, der har affødt fortællinger om undertrykkelse, identitet og kamp for frihed.

Ældre japansk litteratur

Ældre japansk litteratur spænder over århundreder – fra klassiske værker som The Tale of Genji fra 1000-tallet, ofte kaldt verdens første roman, til folkeeventyr om dæmoner og formskiftende dyr. Tidligt var litteraturen præget af inspiration fra Kina og Korea, men fra slutningen af 1800-tallet åbner Japan sig mod verden og udvikler en mere moderne litterær tradition.

Efter Anden Verdenskrig sker et tydeligt skifte. Nye temaer som demokrati, familierelationer og mere tabubelagte emner begynder at fylde.

Samtidig går en rød tråd gennem både ældre og nyere litteratur: en forankring i den konkrete verden, hvor det mystiske og uforklarlige alligevel aldrig er langt væk – og ofte accepteres som en naturlig del af fortællingen.