Dystopier, der taler til os 

Nogle dystopier er så velskrevne, at de bliver svære at ryste af sig – netop fordi de føles alt for realistiske. Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling er et skræmmende eksempel. Romanen tegner et billede af et samfund på randen af sammenbrud, hvor miljøkatastrofer og epidemier har ført til faldende fertilitet og politisk kaos. Ud af uroen opstår Gilead: et brutalt, religiøst styre, hvor kvinder reduceres til deres biologiske funktion, og børn bliver en handelsvare. 

George Orwells 1984 rammer lige så hårdt – bare på en anden måde. Her er det overvågning, kontrol og manipulation af sandheden, der styrer samfundet. Big Brother ser alt, og selv det mest indlysende kan omskrives: 2 + 2 behøver ikke være 4, hvis systemet siger noget andet. Romanen er ikke kun en fortælling om et totalitært overvågningssamfund, men også en isnende skildring af, hvordan menneskets sind kan brydes ned og formes på ny. Kærlighed, oprør og selvstændig tænkning er farligt – og vil blive straffet. 

Fælles for Tjenerindens fortælling og 1984 er, at de føles genkendelige, selvom de er ekstreme. De viser os verdener, der er skruet en anelse for langt – men med afsæt i vores egen virkelighed. Måske er det derfor, de bliver ved med at føles relevante: fordi advarselslamperne, der blinkede dengang, stadig blinker i dag. 

Når fiktion bliver til fakta - også i Danmark

Også i dansk litteratur bruges fremtiden til at spejle vores samfund og stille ubehagelige spørgsmål. 

I 2017 – kun få år før coronaepidemien ramte verden – udgav Hanne-Vibeke Holst romanen Som pesten. En fremtidsfortælling, der på foruroligende vis kom til at ligne den virkelighed, vi kort tid efter selv skulle stå midt i. 

Romanen følger den danske læge Karoline Branner, som arbejder i WHO’s afdeling for pandemibekæmpelse, netop som en dødelig virus breder sig fra Danmark til resten af kloden. Kampen mod sygdommen er intens, men mindst lige så afgørende er de politiske og økonomiske interesser, der komplicerer beslutningerne undervejs. 

Det er svært ikke at læse bogen med kuldegysninger i dag. Fortællingen om nedlukninger, usikkerhed og global krise føles forbløffende genkendelig – selvom romanen blev skrevet, før pandemien blev en del af vores hverdag. 

Hvorfor læser vi dem stadig?

Klassiske fremtidsfortællinger er ikke kun underholdning – de er spejle. De giver os mulighed for at se vores egne samfund fra et andet perspektiv, at reflektere over hvor vi er på vej hen, og at mærke, hvordan tidløse temaer som magt, frihed og menneskelig moral stadig udfordrer os.

Så næste gang du åbner en klassisk sci-fi-roman, tænk på, at du ikke kun læser en historie om en fjern fremtid. Du læser måske også om nuet – bare gennem en linse, der er både skræmmende og fascinerende.