Litteratur

Anbefaling: Dagbog fra et tomrum af Emi Yagi

Af Stine

Hvad gør man, når man har bildt sine kollegaer ind, at man er gravid – uden at være det? 

Det dilemma står hovedpersonen Shibata i i Emi Yagis finurlige og tankevækkende roman Dagbog fra et tomrum

Shibata arbejder som den eneste kvinde i et kontorfællesskab fyldt med mænd, hvor det forventes af hende, at hun ordner alle de små, praktiske opgaver; hun laver kaffe til møderne, rydder op i tekøkkenet, også selvom det slet ikke er en del af hendes arbejde. 

En dag får hun nok. 

Da en kollega endnu en gang beder hende om at tage kaffekopperne, hører hun sig selv nægte med ordene: 

"Jeg er gravid. Lugten af kaffe giver mig en frygtelig kvalme." 

Problemet er bare, at det passer ikke. Shibata er ikke gravid. 

Fra den ene dag til den anden bliver Shibata behandlet helt anderledes. Kollegerne viser omsorg, lader hende gå tidligere hjem og fritager hende for de opgaver, der hidtil er landet på hendes skrivebord. For første gang føler hun sig set og taget hensyn til. Men løgnen vokser. Hvordan skjuler man en graviditet, der ikke findes? Og hvad sker der, når den opdigtede virkelighed begynder at føles mere virkelig end den, man kom fra? 

Dagbog fra et tomrum er en underspillet hverdagsfortælling med et finurligt udgangspunkt. Med både humor og skarphed sætter Emi Yagi fokus på de usynlige forventninger og kønsroller, der stadig præger mange arbejdspladser.