børnebøger

15 børnebøger shortlistet til Kulturministeriets børnebogspriser

Af sola
09.03.21
Her får du et overblik over de 15 bøger, der er shortlistet til at modtage Kulturministeriets forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger.

Hvert år udpeger Kulturministeriet to af årets allerbedste børne- og ungdomsbøger skrevet og illustreret af nogle af de bedste danske forfattere og illustratorer. Bøgerne udvælges på baggrund af deres ekstraordinære kunstneriske kvalitet. Blandt de 15 shortlistede bøger nomineres tre bøger til hver pris. De nominerede bøger offentliggøres i april, og i juni afholdes prisoverrækkelse, hvor prismodtagerne og deres bøger hyldes.

Tendenser i årets shortlistede værker til forfatterprisen

Værkerne viser stor originalitet i forhold til emne, stil og målgruppe, og de dækker både helt aktuelle og eviggyldige temaer som klima, køn og kærlighed. Der findes alvor og indlevelse i skildringerne af sårbare børn og unge, og der er afvæbnende humor i mødet med livets absurditeter. Sproget er billedrigt og nyskabende, hvad enten det drejer sig om konkret poesi om fugle eller prosa om fiktive fortider og fremtider.

Tendenser i årets shortlistede værker til illustratorprisen

Der er stor diversitet i de visuelle udtryk på den børnelitterære scene, og årets mange billedbøger rummer både stramme, grafiske layouts, avantgardistiske farveflader, retro-looks, monstrøse detaljer og karikaturer. At tegneserien og den grafiske roman har fået mere og mere plads i den visuelle børne- og ungdomslitteratur afspejles også i årets shortliste. Der skabes billeder af børn og unges skrækfantasier og ønskeforestillinger, både de klassiske mareridt og de mere klimaorienterede af slagsen samt de skøre og emanciperende forestillinger.

Læs mere om tendenserne på Kulturministeriets hjemmeside

Find de shortlistede bøger herunder med undtagelse af Anna Jacobina Jacobsens "Spurv", som endnu ikke er indgået i biblioteksbasen.

Materialer