Filmvurdering

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om filmen

Mexico City i starten af 1970'erne. Tjenestepigen Cleo, der arbejder for en middelklassefamilie, bliver gravid med en mand der ikke ønsker at have mere med hende at gøre. Drama til et voksent publikum

Beskrivelse

Cleo er tjenestepige og arbejder for en middelklassefamilie i Mexico City i bydelen Roma. Vi er i 1970. Cleo har en kæreste og hun bliver gravid. Kæresten vil ikke vide af hende. Familien, som Cleo arbejder og bor hos, begynder også at falde fra hinanden på grund af faderens utroskab. Samtidig sker der dramatiske ting i det mexicanske samfund. Filmen er delvist baseret på instruktøren Alfonso Cuaróns egen opvækst - Cuarón har også skrevet, produceret, filmet og klippet filmen som er i sort/hvid

Vurdering

Et rørende, barskt og meget smukt portræt af både et sted, en periode og af en klynge mennesker. Rent visuelt er filmen overdådig, sjældent har sort/hvid set så godt ud og kamerabevægelserne, som er en af Cuaróns varemærker, er mageløse. Filmen, der meget overraskende blev distribueret af Netflix, bør ses på en så stor skærm som overhovedet muligt. Filmens stil og virkemidler gør at man som tilskuer bliver draget ind i fortællingen fra første frame og filmen holder dig fast på trods af at tempoet er helt i bund og klipperytmen meget langsom. Et mesterværk man aldrig glemmer igen, både på grund af formen og indholdet

Andre film om samme emne

Alfonso Cuarón har tidligere lavet fremragende film som Gravity, Y tu mamá también og ikke mindst Children of men