Romaner

Læsetips og inspiration

Vigdis Hjorth: Femten år - det revolutionære forår (2023)

Vigdis Hjorts bøger handler alle om tabuer, familierelationer og hykleri eller forstillelse.

I denne roman, der foregår i 1960-70erne, kommer vi ind i et barns verden, der som 10-årig føler sig tryg i sin families forudsigelige årshjul. Alt er som det plejer at være, uden at forældrene stiller spørgsmål til, hvorfor de gør, som de gør.

Vi følger pigen Paulas udvikling fra barndommen ind i ungdommen, hvor hun smerteligt og frisættende løsriver sig fra familiens normer. Vi følger livet med bedsteveninden Karen, lillebror Lasse og storesøster Elisabeth, mormoren på øen, som de besøger hver sommer og farmor og farfar, der er meget religiøse.  

Paula bliver chokeret, da hun en dag finder morens breve til mormoren, der er fyldt med løgne om familien. Familiens bedrifter skrives om til den rene idyl. Fra denne episode begynder Paula at se sin familie udefra, og sammenligner med Karens frie hjem.

Da konfirmationen står for døren, møder hun for første gang et voksent menneske, der lytter til hende og forstår hende. Her er en fantastisk scene angående den kattepine, Paula står i med hensyn til at blive konfirmeret, når tvivlen er større end troen.

Paula beslutter sig for at ville leve et mere ærligt og ægte liv og i sit oprør, vil hun gerne også få familien med i en omvendelse. 

Forfatteren formår at skrive om hjerteskærende, eksistentielle problemstillinger, med en humor, der er kendetegnende for Vigdis Hjorth. 

Anmeldt af biblioteksassistent Marianne Johansen Møller

Mads Mygind: I min hule hånd (2023)

En ærlig og humoristisk fortælling om håbet - og tvivlen - om at blive far

”Nogle gange har jeg brug for en komponist til mine tanker

der kan sørge for at når jeg handler i Rema så handler jeg i Rema

så skal jeg ikke rammes af panik over et barnløst liv

mens jeg står med en pakke frosne grovbirkes i hånden”

I I min hule hånd bliver vi lukket helt ind i de inderste rum hos fortælleren Mads, der sammen med sin kæreste Marie kæmper for at blive forælder. Håbet, frygten, den ubærlige usikkerhed, der følger den ufrivilligt barnsløse overalt – også i Rema 1000 – og samtalerne man ønsker - og ikke ønsker - at have med kollegaer, sygeplejersken, sine elever og hinanden; alt dette deler Mads Mygind generøst med sin læser, så det går lige i hjertet. I ønsket om at blive forældre mister mange kontrollen over sit liv og sine følelser, når det ikke sker af sig selv, og man sætter mere på spil, end man måske aner.

”helt ærligt, sagde hun, svar mig helt ærligt:

Forlader du mig, hvis jeg ikke bliver gravid?”

Men de tunge emner veksler hele tiden med skildringer af Mads’ hverdag som nyslået højskolelærer i faget Skrivekunst, hvor både den akavede og fåmælte kollega Christian og de flabede, slang-kastende og temmelig litteratur-uinteresserede elever skaber en karikeret og sjov ramme omkring fortællerens private livskrise. Og denne kontrast er på én gang så absurd og så genkendelig, uanset hvilken krise eller sorg man står i. Så absurd, at man kommer til at grine midt i alt det mørke. Det er en af bogens store styrker.

Fortællingen er skrevet i en mundret knækprosa, der gør at siderne hurtigt vender sig selv og bogen kan læses på et par timer. Spørgsmålet om, om parret nogensinde vil blive forældre, rammer ikke bare i hjertet – det skaber også et plot, man hurtigt bliver grebet af og læser for at få svar på. Spændingen opbygges yderligere i kludrede telefonsamtaler med sundhedspersonale, der i journalsprog skal overlevere beskeden om, om æggene er blevet befrugtede eller om graviditeten er opnået. Og disse samtaler er samtidig med til at skildre vores hverdagssprogs mange blindgyder og absurditeter – eller ganske enkelt ’hverdagens lyrik’, som Mygind er mester i at indfange, så man nikker og griner af de genkendelige frustrationer.

”Ja, det er Mads, siger jeg

Er det Mads Mygind, spørger en kvinde.

Ja, ja, siger jeg.

Jeg ringer fra Skejby Sygehus med svar fra en graviditetstest.

Ja?! siger jeg

Må jeg bede om dit cpr-nummer, siger hun.

Og må jeg bede om din kærestes navn og cpr-nummer.

Ja, siger hun, så er du nok nysgerrig på svaret.

Jamen, jeg kan fortælle dig at din kæreste har et tal på 315.

Hvad for et tal, siger jeg.

Graviditetshormonet, det vi kalder HCG.

Er det et godt tal, spørger jeg.”

I min hule hånd er en rørende og latterfremkaldende bog om en svær situation, som mange mennesker har haft tæt inde på livet uden nødvendigvis at have delt det med særligt mange, fordi det er forbundet med stærke og tabubelagte følelser. Derfor er bogen vigtig og værd at læse. Og det er samtidig en klog og universel bog, der skildrer livskrisen – hvad den end måtte skyldes – og dens sammenstød med en helt almindelig hverdag, der dårligt registrerer, at du er på sammenbruddets rand. Og at det måske netop er dét, der redder dig og får dig til at smile igen.

Anmeldt af Formidler Dea Højlund Jacobsen

Ursula K. Le Guin: Sur (2017)

 oversat af Karsten Sand Iversen, Forlaget Virkelig

”Men bedrifter er mindre end mænd tror. Det store er himlen, jorden, havet, sjælen.”

Denne lille tekst på bare 30 sider er en optegnelse over den fiktive Yelcho-ekspedition til Antarktis i 1909-1910 foretaget af ni sydamerikanske kvinder. De har læst The Voyage of the Discovery om Kaptajn Scotts første, mislykkede forsøg på at blive den første mand på Sydpolen, og Juana siger: ”Ja, hvis Kaptajn Scott kan, hvorfor kan vi så ikke?”

Kvinderne drager afsted som opdagelsesrejsende uden ambitioner om at skabe videnskabelige gennembrud og vinde hæder, da de som kvinder ikke er højtuddannede og ja, ganske enkelt er kvinder, som alligevel går under radaren, når det drejer sig om berømmelse. De er udelukkende drevet af nysgerrighed. ”Og lysten var ren som polarsneen: at rejse, at se – hverken mere eller mindre.”

Således konstruerer Ursula K. Le Guin en både skarp og humoristisk feministisk kritik af både de maskuline værdier og den manglende ligestilling mellem kønnene historisk og kulturelt.

Læseren følger kvindernes rejse og ankomst til gletcheren, Barrieren, hvor de udgraver et sindrigt system af huler at bo i, inden de begynder at bevæge sig i etaper ind over isen og op over bjergkæderne til det højtliggende altiplano, en frygtelig slette, hvor mennesket ikke har noget at gøre. Men kvinderne fortsætter og når endelig Sydpolen, som de første mennesker i historien.

”Vi diskuterede om vi skulle efterlade en slags mærke eller monument, en snevarde, en teltstang og et flag, men der var ligesom ingen særlig grund til det. Hvad end vi kunne, hvad end vi var, betød ingenting på det rædsomme sted.”

Og så skulle ingen mand, der higede efter at være den førte, opleve græmmelsen ved, at han kom for sent, pointerer fortælleren med slet skjult ironi - og henvisning til Kaptajn Scotts ærgrelse over i 1912 at komme fem uger for sent til at plante sit flag på polen, hvor Aamundsens allerede stod.

Le Guin kombinerer sin satiriske kritik af de store mænd med en fremskrivning af feminine og i dag meget moderne værdier, som vi også møder i tidens debat om både magt, identitet og klima.

”Bedrifter er mindre end mænd tror. Det store er himlen, jorden, havet, sjælen.”

Anmeldt af formidler Dea Jacobsen

 

Kjersti Anfinnsen: De sidste kærtegn (2021)

Kjersti Anfinnsen er norsk, født i 1975 og arbejder som tandlæge. “De sidste kærtegn” er hendes første bog på dansk. Den fik flotte anmelder og vandt flere priser i Norge.

I “De sidste kærtegn” møder vi hovedpersonen Birgitte Solheim. En aldrende norsk tidligere anerkendt og dygtig hjertekirurg, der nu sidder lidt ensom i sin lejlighed i Paris.

Hun har stadig mod på livet, på at gå ud, på at møde mennesker og gøre sig fin både til hverdag og fest, men har dog ikke lyst til de store rejser og konferencer mere, selvom hun stadig i ny og næ får invitationer til lægekonferencer, hvor hendes arbejde og karriere bliver anerkendt.

De fleste af hendes venner er døde, så størst kontakt har hun via Facetime med sin søster i Norge – og her beskrives der mange sjove situationer og samtaler mellem de to søstre på godt og ondt. Der er søsterkærlighed, men også nogen irritation fra Birgittes side over søsteren, der er meget forskellig fra hende selv.

Vigtigst af alt, så har hun stadig mod på at møde kærligheden igen på trods af sin høje alder. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn, men håbet om en sidste forelskelse har hun stadig.

Anmeldt af bibliotekar Jette Holm Rønne

Kjersti Anfinnsen: Øjeblik for evigheden (2023)

I ”Øjeblik for evigheden” som er 2. bind i serien om Birgitte Solhem (læs også anmeldelsen af 1. bind ”De sidste kærtegn”) – har Birgitte mødt kærligheden i skikkelse af den tidligere arkitekt Javier.

Han er endnu ældre end hende og lugter lidt specielt, men de har det godt og bor på skift hos hinanden, og er meget hengivne, men alderdommen, forfaldet og skavankerne indhenter dem begge.

Birgitte får nu hjælp i hverdagen af både en ung mand og en kvinde. Den unge mand hjælper hende bl.a. med hendes forskellige parykker, for hun er stadig meget forfængelig og har ikke meget hår tilbage.

Birgitte mister Javier, der inden han dør, bliver mere og mere fraværende og dement

Der er fine beskrivelser af alderdommens skavanker, lugte, problemer – f.eks. angsten for at falde, men også meget smukke beskrivelser af de tos kærlighed og passen på hinanden – f.eks. I beskrivelsen efter Javiers død, hvor hans arving leder Birgittes lejlighed igennem for at finde et specielt silketørklæde, som hun har gemt i sit pudevår for at have et minde om ham.

Det er to små tankevækkende og kloge bøger om livet og livets afslutning og om at have håb for fremtiden til det sidste. Man læser bøgerne i et hug og bliver lidt rørt over historien og hovedpersonens liv.

Anmeldt af bibliotekar Jette Holm Rønne

Taylor Jenkins Reid – Malibu i flammer (2023)

Utroskab, berømmelse, skilsmisse og en livslang kamp for at finde sig selv i skyggen af sine forældre er blot nogle af de temaer, der kan beskrive Malibu i flammer. Vi følger familien Riva gennem flere årtier og bliver vidne til familieintriger, der sætter alle parter på prøve.

Vi gør bekendtskab med en far og ægtemand, der ikke er i stand til at holde sig på måtten, en alkoholiseret mor og hustru, der forsøger at holde sammen på sig selv og sin familie og en storesøster, der bliver tvunget til at være voksen alt for tidligt. Vi møder to brødre, der forelsker sig i samme kvinde og den mindste i flokken, der aldrig har følt sig som en del af fællesskabet og som kæmper med sin selvopfattelse og seksualitet.

Årtiers kamp for at finde sig selv for alle de berømte Riva-søskende kulminerer en aften i 1983 med at alt går op i flammer.

Taylor Jenkins Reid skriver på en måde, så læseren ikke kan undgå at lære alle karaktererne grundigt at kende og selv de mest moralsk forkastelige af karaktererne ender læseren med at fatte empati for under læsningen. Malibu i flammer er en bog, der kan få dig til både at grine og græde.

Anmeldt af formidler Michelle Mahler

David Safier – Mord auf dem Friedhof

Materiale | Miss Merkel - Mord auf dem Friedhof : Roman | Haderslev Bibliotekerne

Auch im zweiten Teil der Miss Merkel-Reihe wird es nicht langweilig. Kaum hat sie ihren ersten Fall gelöst, findet sie auch schon die nächste Leiche und kann es nicht lassen die Ermittlungen selbst in die Hand zu nehmen.

Damit nicht genug, gelingt es Angela in diesem Fall nicht, ihre sonst so verlässliche professionelle Distanz zu wahren. Einer der Verdächtigen weckt ungeahnte Gefühle in ihr. Steht eine Ehekrise bevor? Wie soll das alles bewältigt werden? Und wer ist der Mörder?

David Safier gelingt es die Spannung bis zum Ende aufrecht zu erhalten. Schon das Schlaflied auf der ersten Seite war amüsant und so ziehen sich die kleinen Anekdoten von Angelas ehemaligen Arbeitskollegen durch das Buch.

Wer einen humorvollen Roman mit kleinen Ermittlungen lesen möchte, sollte hier unbedingt zugreifen.

(Vi har selvfølgelig både 1. og 2. del på både dansk og tysk)

Anmeldt af Ines Adolf vores tyske praktikant fra Stadtbibliothek Ludwigsburg

Shari Ryan - Boghandleren i Dachau

Boghandleren i Dachau er en bog, der får dig ud på kanten af sofaen i spænding, samtidig med at bogen hiver i dine hjertestrenge og får dig igennem et væld af følelser under læsningen.

Vi møder Grace, der i 2018 står ved en skillevej i sit liv, da hun modtager et brev fra en advokat i Tyskland, der fortæller at hun har arvet en ejendom i landet, hun aldrig har besøgt. Selv bor Grace i Amerika, har kæmpet i årevis for en forfremmelse og er godt træt af en chef, der er fuld af gode undskyldninger.  

Grace løber en risiko og rejser til Tyskland for at lære mere om sin mors biologiske familie og se ejendommen, inden hun sætter den til salg. Hun havde ikke regnet med at blive revet ind i sin families tragiske historie i en periode, hvor nazisterne havde kontrollen over Tyskland.

Gennem breve og dagbogsoptegnelser lærer Grace, hvem hun er og hvor, hendes mor kom fra – og pludselig føles kampen for en forfremmelse ikke længere vigtig.

Anmeldt af Michelle Fich Søndergaard Mahler

Bonnie Garmus – Kemi for begyndere

Elizabeth Zott er en kvinde med ”kemi i blodet” i 1950-/1960ernes USA, hvor ligestillingen mellem kønnene og respekten for kvindelige forskere/kemikere som Elizabeth er præget af datidens kvindesyn.

Den højbegavede kemiker kender til både overgreb, jalousi og uretfærdighed fra det andet køn – og får da også stjålet sine forskningsresultater på Hastings Forskningsinstitut.

Men modige og selvstændige Elizabeth kæmper videre – hun møder kærligheden i form af Calvin Evans, som er kandidat til Nobelprisen i kemi. De to outsidere har kemi som passion… og snart flytter de samme. Calvin vil gerne giftes, men Elizabeth vil ikke.

Få år senere er Elizabeth alenemor og fyret fra sit arbejde.

Elizabeth er god til at lave mad – og hun bliver helt tilfældigt tilbudt at være kok/vært i tv-madlavningsprogrammet ”Vi spiser klokken 6”. Af nød takker hun ja, men er seererne klar til Elizabeths måde at lave mad på? For også i madlavningen tænker Elizabeth som en kemiker og samtidig udfordrer hun kvindernes position som husmødre.

”Kemi for begyndere” er en flot debutroman med seriøse, rørende og sjove øjeblikke

Anmeldt af bibliotekar Kirsten Vest Sørensen

 

Gertrud Tinning - En uretfærdig tid.

En arbejdsulykke på den store Rubens klædefabrik sætter gang i hele historien. Den unge arbejder Nellys svigerinde kommer til skade ved en arbejdsulykke. Det får Nelly til at tage kampen op mod ledelsen af Rubens Klædefabrik, for at forbedre forholdene for de kvinder som arbejder der. Det ender med at koste Nelly dyrt og efter et overfald anklages hendes kæreste Johannes for overfaldet. Johannes’ søster Anna nægter at tro på at han er skyldig, så hun rejser fra hjemegnen Uldum i Jylland til København for at hjælpe Johannes. Pludselig finder hun sig selv viklet ind i kvindernes kamp for ordentlige vilkår og stemmeret. En god bog for læsere af barske historiske romaner med fokus på, hvordan livet var i 1800 tallet.

Anmeldt af Bibliotekar Maibritt Jeppesen

Charmerende og finurlig  feel-good roman om enkemanden Arthur Peppers, der har mistet sin kone gennem 40 års ægteskab.

Arthur og Miriam har levet et stille forudsigeligt liv – og Arthur har i sin store sorg taget rutinerne og forudsigeligheden med over i livet efter Miriam.

På årsdagen for hendes død finder han mod til at rydde ud i hende garderobeskab og finder et guldarmbånd med 8 vedhæng, som han aldrig har set før.

Men hvem har Miriam fået det eksklusive armbånd af? Efter 40 års ægteskab troede Arthur, at han kendte sin kone.

Armbåndet bliver statskuddet til en rejse rundt i Miriams eventyrlige fortid – hvor hver vedhæng repræsenterer en ledetråd til hendes meget anderledes liv før ægteskabet med Arthur.

På sin vej får Arthur en del overraskelser og nye erfaringer…og måske opdager han også, at der findes en verden på den anden side af tabet?

Anmeldt af Bibliotekar Kirsten Vest Sørensen

Meget velskrevet og god historie, som varmt anbefales. En fængslende fortælling, fortalt i et godt sprog, en stor læseoplevelse. Derudover er det en nydelse at læse de fine passager om forholdet mellem dyr og menneske, da forfatteren skriver indfølt om kunsten at tæmme et stolt dyr.

Historien foregår i 1300-tallet og bogens jeg-fortæller er en midaldrende andalusisk borgherre, Ibrahim Banu Said. Han er klog og redelig hersker i en uindtagelig fæstning, Al-Qalat, beliggende i et handelsområde i Granada, hvor muslimer og kristne konstant strides om magten.

Borgherren fortæller om sin dagligdag i byen Al-Qalat Banu Said, sine 3 hustruer og familieforhold og om sin stolthed over- og kærlighed til sine heste. Han beretter om indbyggernes hverdag og om sine politiske og venskabelige forbindelser.

Fortællingen strækker sig over 5 år, fra 1336 til 1341. En stor kristen invasion forsøger at indtage borgen, som belejres og man følger med spænding den barske periode, som byens hovedpersoner og indbyggerne gennemlever.

Bogens tone er venlig og tolerant og man får et interessant indblik i den store videnskabelige viden, der allerede på det tidspunkt var opnået i den arabiske verden. At Riebnitzsky har valgt den muslimske synsvinkel, er med til at gøre bogen til en ekstra læseoplevelse.

En god bog man har lyst til at læse igen.

Anmeldt af Bibliotekar Gitte Hørup

En smuk, stærk og sanselig roman om Barbaras barndomserindringer  

I Romanen Alt dette kunne du få (2021) af Josefine Klougart følger vi hovedpersonen Barbara, der med sit nyfødte barn rejser hjem til sit barndomshjem på Mols, da faderen skal gennemgå en stor hjerteoperation. Herfra ser Barbara tilbage på sin families historie og fortidens konflikter og fortielser kommer op til overfladen.  

Alt dette kunne du få tegner et portræt af et menneskes forankring i tid og sted. En beretning om forsoning med ens opvækst og familie, men også en fortælling om at være tilstede i nuet og se og sanse den verden som man er en del af:  

”…Ser du den verden, du står midt i, som udspiller sig omkring dig; ser du den overhovedet, er du til stede nu? Og i virkeligheden mener hun: ser du vores kærlighed, og ser du hvad du går glip af, når du ikke er her. Alt dette kunne du få” (Citat fra bogen). ​ 

Bogen er nomineret til DR Romanprisen 2022.  

Tine Høegs roman Sult handler om hovedpersonen Mia, der beskriver og reflekter over den fertilitetsbehandling som hun står midt i og den ”sult” hun har efter at få et barn. Mia er kæreste med Emil og sammen bor de i København. Emil har allerede to børn fra et tidligere forhold. 

Bogen handler om, hvordan Mia skal navigere i sin egen sorg over barnløshed, imens hun skal være bonusmor for sin kærestes børn. Men hvordan skal Mia håndtere sin jalousi overfor sin kærestes forældreskab og det fællesskab som han har med sine børn og deres mor? Og hvad nu hvis hun aldrig kommer til at opleve at blive mor?  

En tankevækkende bog der belyser, hvordan fertilitetsbehandling kan gøre ondt på både krop, sjæl og parforhold.

Anmeldt af formidler Louise Vistisen. 

Bogen Fanget i familien er en tankevækkende og barsk familiefortælling om et forspildt liv i det danske bandemiljø i København, fortalt af en efterladt storesøster. Kun 24 år gammel dør Ari Hussein i en regn af kugler i Valbyparken natten til den 15. marts 2018. Men hvad gik forud for Aris død? Det fortæller Aris storesøster Melissa Hussein i denne gribende selvbiografi. 

Fanget i familien er en fortælling om tre børns opvækst i en sammenbrudt kurdisk flygtningefamilie, der kommer til Danmark i 1990. De er fanget i et hjem uden grænser, med en voldelig far og en mor, der ikke formår at tage vare på sig selv og sine børn. Melissa fortæller på dramatisk vis, hvordan hun selv og hendes bror bliver en del af det kriminelle miljø i København og hvordan Ari bliver medlem af gadebanden Loyal To Familia.  

Der er en dobbelt betydning i bogens titel Fanget i familien. Dels er Melissa og hendes søskende fanget i en dysfunktionel familie og der er ingen der for alvor griber ind, men Ari bliver også fanget i Loyal To Familia og kan ikke slippe væk – selvom han faktisk gerne vil. Det ender med at koste ham livet.   

Det er en rystende fortælling om børn, der lever på kanten af det danske samfund. Samtidig med at det er en stærk personlig fortælling om mønsterbryderen Melissa, der selv formår at vriste sig fri af arv og miljø og lillebroren, der modsat sin storesøster bliver indhentet af en fortid uden nåde.

Anmeldt af formidler Louise Vistisen

Den kloge kone fra Kvindehuset starter på Nordfyn i 1800-tallet. Her vokser Karoline op og bliver vidne til fattigdom og mænds overgreb på kvinder. Det går også ud over hende selv, da hun arbejder som malkepige på en gård.

En aften bliver hun udsat for en gruppevoldtægt, og af det kommer sønnen Ole. Hun laver det løfte for sig selv, at hvis Ole vokser op og bliver en rask dreng, vil hun vie sit liv til at hjælpe andre unge kvinder. Det gør hun og i lokalsamfundet bliver hun kendt som den kloge kone og hendes hjem bliver kaldt Kvindehuset.

Romanen følger Karolines slægt fra 1888 frem til hendes død i 1958, hvor man får et indblik i, hvordan kvinder og fattiges forhold ændrer sig gennem tiden.

 Karoline er løst baseret på forfatterens oldemor og hendes fortælling. En barsk og rørende fortælling for læsere af historiske romaner.

Anmeldt af bibliotekar Maibritt Jeppesen

Kristine Getz - Poppy

Poppy er to år og har hele sit liv været eksponeret for offentligheden via sin mors sociale medier. En dag forsvinder Poppy sporløst og det store spørgsmål melder sig: Hvem har taget Poppy? Da hele moderens liv er til offentligt skue, ved mange af hendes følgere hvor de er og hvem de er i familie med. Så det kan være hvem som helst. Og hvad er motivet? Penge? Berømmelse? En galning som finder Poppy fascinerende? De to efterforskere Emer og Mons skal finde frem til kidnapperen samtidig med, at alle Poppys følgere følger med. Det er en super spændende krimi med en samfundskritiks vinkel. Den tager diskussionen op med influencere og om hvorvidt, børn skal eksponeres på sociale medier og bruges som reklamesøjler.

Anmeldt af Bibliotekar Maibritt Jeppesen

Leif Davidsen - Lenins bodyguard

Oskar Madsen kommer tilbage fra Amerika, hvor han efter et kort ophold i København var flygtet til på grund af en hård og voldelig barndom.

Oskar Madsen har opbygget en god og rimelig tilværelse i USA. Men efter at han får meddelelse om, at faren er død, vil han tilbage for at besøge sin elskede søster. Han kommer med skib til København, hvor han lejer sig ind på et værelse inden han vil tage videre til sin søster, der bor i det sønderjyske, som er indlemmet i det tyske rige siden 1864.

Ved flere tilfældigheder møder han en for ham lidt underlig mand, som viser sig at være Lenin. Efter et voldelige overfald at have reddet hans liv, opstår der på trods af deres store forskelligheder et tæt bånd mellem dem.

Oscar tager til Sønderjylland og møder sin søster i Åbenrå, og på grund af forskellige skuffelser, tager han tilbage til USA og genoptager sit gode liv. Her møder han sit livs store kærlighed, som desværre ender i en katastrofe.

Den Russiske revolution er begyndt og Lenin beder Oskar Madsen om at komme til Rusland for at fungere som hans bodyguard. Herfra tager historien os med gennem et voldsomt Rusland, som er præget af vold, svigt, bedrag og hævn.

Hele historien er bygget på en blanding af grundige historiske fakta og fiktion.

Efter at have læst rigtig mange romaner, må jeg erkende, at hvis jeg måtte vælge 10 bøger ud blandt dem ville Lenins bodyguard være en af de første!

Dette er en roman som indeholder alle de store følelser som kærlighed, had, hævn, og en ufattelig grusomhed. Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger.

Anmeldt af Jesper Nielsen/Håndværkeriet

Ny bog af Isabel Allende – Violeta

Bogen Violeta er en historisk roman, hvor man følger hovedpersonen Violeta Del Valles, der fødes i 1920 under den spanske syges pandemi og dør i 2020 under coronavirussens pandemi. I bogen skriver Violeta sine livserindringer til sit barnebarn Camilo og bogen indledes således: ”Hensigten med disse sider er at efterlade dig et vidnesbyrd. Jeg er bange for at når du om mange år er blevet gammel og tænker på mig, vil du som er så distræt, et træk der kun forværres med alderen, ikke kunne huske noget. Mit liv er værd at fortælle, ikke på grund af mine dyder, men snarere på grund af mine synder, og mange af dem kender du slet ikke til. Nu vil jeg fortælle dig om dem. Og så vil du se at mit liv er en roman”.

Hovedpersonen Violeta er bestemt værd at læse om. Det er nemlig ikke småting hun oplever på livets vej. Violetas liv leves under kampen for kvinders rettigheder og diktators storhed og fald. De store historiske begivenheder flettes på fineste vis ind i Violetas farverige, lidenskabelige og kaotiske liv.

Violetas historie er en fortælling om knuste hjerter og lidenskabelige kærlighedsforhold, fattigdom og velstand. Romanen tager sit udgangspunkt i Chile og spejler verdenshistorien i ét menneskes tilværelse.

Forfatteren bag bogen – Isabel Allende blev verdensberømt med sin debutroman Åndernes hus. Siden sin debut i 1982 har Allende skrevet flere bøger, hvoraf mange er inden for genren magisk realisme. Et centralt tema i forfatterskabet er kvindens kamp for lighed og retfærdighed i en mandsdomineret verden, hvilket også tydeligt fornemmes i romanen Violeta.

Anmeldt af formidler Louise Vistisen

Mød forfatteren Jacob Finch Bonner (også kaldet Jake) engang en lovende ung forfatter, men nu kæmper han med at bevare sin selvrespekt som underviser i kreative skrivekurser på tredjerangs universiteter.

”Jake” er på vej til endnu et skrivekursus, men denne gang sker der noget, som får stor betydning for hans liv; han møder nemlig Evan Parker – som er en arrogant og uengageret elev på skrivekurset. Udenfor klasserummets lange ører røber Evan overfor Jake plottet til en roman, som han har på tegnebrættet.

Plottet blæser Jake bagover, det har potentiale til at blive det helt store boghit.

Efter flere år hvor Jake ikke har formået at genrejse sin forfatterkarriere, kommer han i tanke om Evan Parker og det fantastiske plot. Hvorfor har bogen endnu ikke ramt bestsellerlisterne?

Efter lidt research finder han Evans dødsannonce. Evan er død (overdosis) tilsyneladende uden at have fået skrevet bogen eller røbet plottet for andre end Jake. Eller har han?

Jake lader sig friste – og stjæler plottet/historien og bogen bliver hans vej til bestsellerlisterne, Oprah og til et liv som feteret stjerneforfatter. Men så modtager han den først e-mail med kun en sætning: Du er en tyv.

Det er selvfølgelig først starten på Jakes mareridt – for hvem står bag det og hvor ender det?

Amerikanske anmeldere har udnævnt denne velskrevne bog til årets bedste thriller.

Anmeldt af Bibliotekar Kirsten Vest Sørensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensens historiske og romanbiografiske værk om vores nuværende dronnings kvindelige forgænger Margrethe I er en forfatterbedrift på intet mindre end 598 sider.

Ikke desto mindre vil jeg anbefale dig at finde tiden til at læse denne bog udgivet i 2020 og belønnet med DR romanprisen i 2021. Efter at have læst bogen følte jeg mig både klogere og rigtig godt underholdt - der er virkelig tale om historieviden formidlet til den brede læserskare, der her får indsigt i menneskers liv, vilkår og muligheder i middelalderens Norden. Man keder sig ikke når man følger den lille Margrethe - datter af Valdemar Atterdag - og hendes vej fra barnebrud til magtens trone. Den historie kan man finde mange steder i historiebøgerne, men med Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterpen er der åbnet op for indsigt og indlevelse i en svunden tid og en af vore mest markante kvindeskikkelsers liv. Man føler sig ydmyg efter læsningen - ydmyg over at leve i en tid, hvor forældre ikke mister deres børn til smitsomme sygdomme og hvor overtro forlængst er afløst af videnskab.

Anmeldt af Bibliotekar Solvejg W. Lavrsen

I halvt i himlen fortæller Lone Hørslev sin oldemors historie. Det er en roman om fattige kvinders kærlighed og overlevelse i København i 20’erne.  

Romanen handler om de to søstre Ellen og Dagmar som lever i Pisserenden i København sammen med deres mor og bror. Broderen er dominerende og doven, men alle i huset skal stadig gøre som han siger, også selvom han ikke bidrager til husholdningen. Faren er død året forinden, og det gør det svært at få enderne til at mødes økonomisk. Med lidt stædighed lykkedes det søstrene at komme i lære på Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant. Her får de både fast løn og en ugentlig fridag, noget der ikke er alle forundt. Man får et finurligt indblik i, hvordan tiden på den, også i dag, meget kendte smørrebrødsrestaurant var og hvilke roller og typer der arbejdede der.  

De to unge søstre drømmer som mange andre unge piger om den store kærlighed. På en varm dag i Tivoli møder søstrene de to venner Kai og Hartvig og herfra tager dramaet til.  

Barsk roman om det svære moderskab

Gennem natten og vinden handler om Johanne som er alenemor. Det er svært for hende at overskue de daglige opgaver. Hun glemmer at aflevere barnet Tore i børnehave, glemmer at give ham madpakke med og få ham i bad. Hun magter ikke at være mor, men man får alligevel en form for sympati med hende.

Johanne er en kvinde, som kunne have drevet det langt, men som uheldige omstændigheder har sat en stopper for. En dag møder hun den illegale indvandrer Dima som hun lukker ind i deres liv og derfra bliver det hele, om muligt, endnu mere kompliceret.  

Maja Lucas har tidlige skrevet om det samme emne, det svære moderskab. Det har hun gjort i bogen Mor. En historie om blodet. Den handler om en kvinde der efter at hun er blevet mor ikke føler hun kan knytte sig til barnet og få de følelser en mor “bør” have.  

 

Den unge Alice fra det bedre britiske borgerskab er nygift med den flotte amerikaner Bennett. Han er rig og et godt parti, men livet og ægteskabet for Alice i hans hjemby Kentucky i 1930´erne bliver ikke let.

Det unge ægtepar bor sammen med Bennetts far, og Alice har svært ved at leve op til de to herres og det lille samfunds normer – og svært ved at få tiden til at gå i et ægteskab, der ikke byder på mange ægteskabelige glæder eller romantik.

Hun møder den noget anderledes Margery, der bringer bøger og blade ud til områdets beboere på hesteryg, og snart begynder Alice også som ridende bibliotekar – ikke uden vanskeligheder med både sproget og det barske landskab – og dets ofte lige så ufremkommelige beboere.

Alice er en viljestærk kvinde, og hun elsker det frie liv væk fra ægteskabets snærrende bånd.

Læs selv, hvordan det mon går med det nystartede biblioteks fremtid og med Alices spirrende forelskelse i en ny mand.

Jojo Moyes er kendt for sine mange velskrevne og underholdende romantiske bøger – nok mest for trilogien ”Mig før dig”, ”Efter dig” og ”Stadig mig”. ”Mig før dig” er også filmatiseret , og filmen kan lånes på Haderslev Bibliotekerne.

Anmeldt af Bibliotekar Jette Holm Rønne

Hvordan udfolder tilværelsen sig bag de prangende husfacader på prestigeombruste Hambros Allé i Hellerup? Er menneskene bag murene lige så lykkelige som de er rige – eller er der en bagside af karrierelivet og livet som den udadtil perfekte familie? Disse spørgsmål stiller Lotte Kaa Andersen skarpt på i samtidstrilogien Hambros Allé 7-9-13, hvor hun tager temperaturen på parforholdet i Whiskeybæltet ca. anno 2010-19 og kaster lys over elitens problemer og udfordringer i nutids Danmark.

De 3 romaner i trilogien hedder “Hambros Allé 7-9-13”, “100 dage” og “Syv sind”.

Trilogien kredser om 3 par/familier, som er gennemgående i alle 3 bind, men samtidig giver romanerne hver for sig et afgrænset indblik i livet bag de flotte facader, der er under pres for at krakelere, ikke mindst i lyset af den kradsende krise. Man kan sagtens hægte sig på et vilkårligt af de 3 bind, men tilsammen tegner de et velafgrænset tidsbillede i hvis rammer personerne gennemløber en udvikling.

Du har i denne trilogi mulighed for at komme ind under huden på ægteparret Caroline og Kaare med sønnen Lukas, samt parrene Line og Kristian foruden Cille og Ask – med finanskrisen kørende som baggrundsstafage.

Bøgerne er velskrevne og lettilgængelige bud på afslappende ferielæsning. Samtidig sætter de tanker i gang og stiller spørgsmålstegn ved en livsstil, som tilstræbes af mange mennesker i dagens Danmark.

Anmeldt af Bibliotekar Solvejg Lavrsen

Romanen er delvis baseret på virkelige hændelser om den hollandske Geertruida Wijsmuller (Tante Truus), som satte sit liv på spil for at redde/smugle jødiske børn til Storbritannien via de såkaldte Kindertransporter op til 2. verdenskrigs udbrud. 

Romanen følger 2 sideløbende fortællerspor hvor den ene følger Tante Truus og hendes farefulde indsats for at redde så mange børn som muligt fra nazisternes udryddleseslejre – og bringe dem i sikkerhed i England.

Det andet fortællerspor følger teenageren Stephan Neumann, som er søn af en velhavende jødisk chokoladefabrikat og hans veninde Zofie-Helene, der er datter af en journalist, som skriver antinazistiske artikler. De to teenagere lever begge et relativt ubekymret liv i Østrig, indtil nazisterne får mere magt og landet bliver indlemmet i Tyskland. Med Krystalnatten i november 1938 tager jødeforfølgelserne rigtig fart – ubekymretheden og overklasselivet afløses af kaos, forfølgelse og desperation. Stephans far bliver deporteret – og Stephan må selv gå under jorden for ikke at lide samme skæben.

De to fortællerspor samles til sidst – mon det lykkes for Stephan, Zofie-Helene og Stephans lillebror at komme med en af transporterne?

Her skal lige indskydes, at Stephan snart fylder 18 år – og Kindertransporterne kun tager børn/unge under 18 år med i sikkerhed.

Med ”Sidste tog til London” får du en barsk skildring om et ondt kapitel i historien, men du får også en livsbekræftende og gribende roman om uselviske personer, der sætter deres eget liv på spil for at redde andre.

Anmeldt af Bibliotekar Kirsten Vest Sørensen